Hvordan går det med dit forslag om en IT-Ombudsmand - har du valgt en strategi for fremsættelse af et sådant forslag - eller er det bare en ide?
Er netop blevet belært om, at englænderne er gået et stykke af vejen med deres The Information Commissioner’s Office: The ICO is the UK’s independent public body set up to promote access to official information and protect personal information by promoting good practice, ruling on eligible complaints, providing information to individuals and organisations, and taking appropriate action when the law is broken. You can find out more about us in this section.
Jeg synes imidlertid også at der skulle være et skær af ‘forbrugerombudsmand’ over en IT-Ombudsmand når man tænker på hvad alle program-sælgerne udsætter os for!
Det er et billede jeg har malet.
Det ser ud til at handle om en rejse,
en pilgrimsfærd til et bjerg.
Der er et træ i forgrunden til venstre,
hvorfra en lang kæde af mennesker
bevæger sig mod bjerget,
som rejser sig hvidt i centrum
bagude. Foran i midten
ryggen af en person i rødt
med en sort hat, på vej ned i dalen
foran bjerget. Man ser en cirkel,
en krans måske, hvide punkter
tegn eller blomster på et hjul.
Til højre alt mere utydeligt,
som væsener endnu uden klar form,
hov på himlen til højre for bjerget
en flok fugle på vej mod bjerget.
Som start på et billede vælger jeg tit
noget, som skal ligne et bjerg.
Det fjerne, det nære, det store derude,
her jeg bevidst lille og bevidst.
Figuren i centrum ser ud
som en vigtig person og dog på vej.
Det afspejler vel malerens stemning,
Et højtideligt sceneri, andagtsfulde mennesker
ret fjernt fra et nutidsbillede.
Hvis jeg ser mod aftenhimlens skyer,
rosa i baggrunden, grå i forgrunden,
stadig en sindstilstand værd at stræbe mod.
Også når en krig er i anmarch.
Torsdag 7. august 2008 gav Gerald Martindale stadsklokkenist i Toronto, Canada et verdensnavn indenfor klokkespil, ½ times koncert fra Frederiksborg Slots klokkespil. En meget usædvanlig oplevelse. Af direkte fremmødt publikum var der i indre og ydre slotsgård måske i alt 10-15 mennesker efter hvad man kunne skønne. En enkelt riggede en båndoptager til, så koncerten må antages at være bevaret. Jeg forsøgte at tage et par numre på min mobil, først i indre slotsgård og så i ydre. Ikke ganske vellykket noget af det, og desværre ikke da han spillede ‘It’s a long way/ to Tipperary!
Fordi Frederiksborg Amts Avis havde annonceret koncerten forkert, var der en time at vente i: Så kan man nå at stå ved en bådebro under pilens skygge og indse, at en tur rundt om søen i den lille færge kan man ikke nå. Der i mod kan man nå at købe 4 bøger til elleve kroner i Røde Kors butikken. Jeg har brug for at skaffe mig af med mange hundrede bøger, ikke for at købe nye. Dog falder jeg for: En bog om Orienteksressen. En bog om de firetemperamenter ud fra Rudolf Steiner. En roman af Hans Jørgen Lembourn: De afmægtige. Karl Bjarnhof: Jorim er mit navn. Måske læser jeg dem ikke. Prioriteringerne er jo mange. Men jeg har fået meget ud af dem allerede ved at bladre i dem, se på dem. De vækker diverse erindringer . Omslaget på Bjarnhofs bog er af Ib Spang Olsen. Orientekspressens rute. Hvad kan nogen i vor tid finde på at sige af positivt om de fire temperamenter, som er et hjørne af den forlængst forkastede humoralpatologi. ja og en hel del mere, for kun 11 kr. Hvilken skam for medieverden at den mener at burde ligge på maven for en Paris Hilton, mens kulturskatte kastes i grams for spotpris!
Denne hilsen i dag til mine Facebookvenner må også med her:…maybe Facebook is a metaphor for fakebook - cause it is no book at all - you can’t even print it!
Man kan have behov for at have et medie til at genopvække erindringer. Jeg læser en klumme i Politiken af Peter Hove Olesen om at samle på gamle fotografier, han har en svaghed for fotoalbums. Så mindes jeg om, at det har jeg da vist engang skrevet om. Det viser sig at være i ASK 5- Tidsskrift for Dansk Folkekultur. I samme nummer skrev en konservator Torsten Johansson om, hvad man kunne gøre for at bevare sin fotografier på en fornuftig måde. Det var i 1986 og vi var allerede begyndt at kunne se, at vore mange farvefotos fadede ud, især hvis de havde været stillet frem, men også selvom de var opbevaret i album. I dag er så problemet, hvad der bliver af alle vore digitale billeder. For samtidig med at der er sket en eksplosion i antallet af de billeder vi optager, så er bevaringssituationer blevet endnu mere uklar. De medier vi gemmer billederne på - harddiske og CD-ROM’er - har åbenbart meget kort bevaringstid. Det er et stort problem for offentlige instanser og biblioteker, men også for os private. Peter Hove Olesens anbefaling er, at vi laver udprint af et rimeligt udvalg af billederne. Så kan man formodentlig diskutere, hvor holdbare disse udprint så er??
Jeg sidder med de 23 numre af ASK, vi fik udgivet 1984-1995, for at finde nævnte artikler. Jamen det skrift ser da ud, som da vi udgav det? Det er trykt på godt papir, billedkvaliteten er ikke altid lige god, men gengivelsen er som den var ved trykningen. Faktisk er der skoler som får trykt et hefte hvert andet år med klassernes billeder - det er måske der eftertiden skal finde denne tid. Ved at bladre i ASK mindes jeg så det arbejde, vi havde med at få det på gaden. Endeløse møder, layout i sene nattetimer. Indholdet var erindringer, som de var skrevet af folk selv, ingen journalistiske mellemmænd. Vi supplerede med billeder og lavede måske afsnit - men vi greb ikke ind i teksten. Tilsidst var Jørgen O. Bjerregaard og jeg alene om arbejdet og kørte sur i opgaven. ERindringer er dog erindringer, så den side af tidsskriftet må have bevaret sin værdi, hvis ellers nogen skulle finde på at opsøge det. Mine erindringer om bladet hæmmes af, at Jørgen er død og vi aldrig nåede frem til at skrive historien sammen. For hvert af numrene jeg tager i hånden følger der ikke kun indholdets erindringer med, men også erindringer om nummerets tilbivelse, erindringer om erindringer.
I Information forleden skrev Mads Qvortrup om Hammershøi-udstillingen i London. Det er ikke de stille stuer, der tiest får mig til at tænke på Hammershøi, men ‘Tirsdagsskoven’. Der findes nok en reproduktion, det er nu en lille lund, jeg ikke kan navn på, som bringer ham i tankerne. Det ligner egentlig ikke og stemningn er en anden - men sådan kan man altså ha’ det!
Lørdag – man læser Politikens ’Set i TV’, kronikken om ’Journalisme’ samt et tre sider langt interview med John Lennon. Artikler som i den grad skriger til hinanden. Hvad er der galt?
Man kunne tænke sig, at chefredaktøren samler Politikens redaktion og smider interviewet fra Rolling Stone Magazine med John Lennon på bordet og siger: Læs det og lær af det – hvem er vi i det spil, hvem vil vi være? Vil vi være mytemagerne eller vil vi være – journalister.
Hvad sker der i stedet? Det må være slut med at TV-anmelderne hakker på DR for genudsendelser, når Politiken kan finde på at bringe en serie gamle interviews fra Rolling Stone Magazine, startende med John Lennon fra 1971.
Men heldigvis er ’Politiken’ ikke ’Politiken’, lige så lidt som ’The Beatles’ var ’The Beatles’ – men individuelle personer. Så dagens kronikredaktør må have tænkt ”Nej fandme nej!” og i den linde strøm af kronikforslag have fundet dét frem, som kommenterer dagens svigt. Formentlig er der mindst eet om ugen med det tema. Det skal han/hun have tak for! Tænk hvis Politiken i stedet for at aftrykke noget fra en allerede eksisterende bog havde mod og kræfter til selv at udføre jobbet.
Ambitionsniveauet, når det gælder om at se ud ’som om’ - er højt. Men, som vi lærer af John Lennon-interviewet, er det overhovedet ikke det, livet handler om.
Jeg forstår ikke den udbredte anonymitet, som åbenbart er accepteret i debat på nettet. Jeg accepterer under protest anonymiteten, hvis indlæg ellers holder sig inden for, hvad jeg anser for rimelige grænser. Men det er ikke en debat på lige vilkår. Anonymiteten på internettet er parallellen til burkaen på gaden.
